Mannaro Rosso er Marthas og Federico knæfald… Markedet kræver ægte rødvin, især når det gælder “Toscana” og Sangiovese.
Så her har den fået lidt mere gas og tyngde, stadig stoppet med kirsebær, nu mest mørke, sødere og mere intense – der er også massiv indflydelse fra urter og hed toscanske jord – det stinker for vildt det her!
Trods høstet en måned senere end de øvrige røde og den længere maceration, så er vinen let på tå, med forfriskende syre og lav alkohol – Tak til ældgamle vinstokke! – og ja, man sidder med ægte rødvin, men det kan bælles og nydes lige så let som de mest simple bordvine. Her er der dog kant til bøffen, hvis man skulle grille sådan en fyr i nærmeste fremtid.