Philip Lardot Riesling der Bauer 2019

Extrabrut.dk: (Smagt på tur hos Lardot i juli 2020)
Snuden drøner afsted med øko-youghurt... jo jo - der er tendenser til orange fra Danonino, men det er vel også magi på sit eget plan? Sød frugt, ostevalle og luftig energi. Dig og bjergtagende.
I munden er frugtkurven ful af tropiske og indbydende frugter - dog er sødmen intet sted at finde - måske fordi ikke er der... Til gengæld renses munden for hver en tår med høj syre - vin for purister!

Den gode René Langdahl har tidligere udtalt sig om Philip Lardot:
Grundvoldsrystning! Er DET mosel? Ja det er OGSÅ mosel. Hvis du nogensinde har smagt filosofvinmager og enfant terrible Uli Steins mildt sagt kontroversielle stensafter fra Mosel, vil du måske også værdsætte Philip Lardot. Måske trækker Lardot den endnu længere ud?! Lardot er Steins troldmandslærling og har fået lov at låne et hjørne af filosoffens kælder til egne eksperimenter. Her hans Der Graf 2016 fra Piesporter Grafenberg, højt over byen, hans Der Hirt 2017 fra den komplet glemte landsby Valwig i den mindst kendte del af Mosel mellem Bremm og Cochem. Marken hedder Herrenberg... endnu én, fristes man til at sige. Hans Pinot Noir 2018 er på frugt fra Piesport. De to riesling har begge fået skindkontakt, fuld bærmelagring og har minimal sulfittilsætning. 17eren har endda gennemgået malo! Begge er rige, tøvende oxi, fuld af fed creme fraiche og mirabellepuré, citronolie, læder, urteudtræk i akvavit, off key-toner, men på en kontrolleret måde. Hvor er limefrugten, skiferrøgen... de er her slet ikke. Begge er knastørre. De er milevidt fra dalens “klassikere”, tænk bare anti-Haag. Der Hirt kan minde om Clemens Buschs langtidslagrede Reserve-vine. Lardots pinot noir er forbavsende langt fra andet mosel-pinot; stilen er meget mere yderkommunebourgogne going naturel. Landlig bællepinot af bedste skuffe. Og tænk sig, Lardot er hverken tysk eller fransk. Han er såmænd finsk-hollandsk - Mosel bobler videre